Russisk OL-chef: 271 russere får adgang til OL

Skrevet af admin

05/08/2016

Dagens topnyheder

271 russiske sportsudøvere får lov til at kæmpe med om medaljerne ved OL, der fredag officielt går i gang i Rio.

Det oplyser Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ifølge flere medier torsdag aften.

Tidligere torsdag meddelte præsidenten for Ruslands Olympiske Komité, Alexander Zhukov, at 271 russiske idrætsudøvere har fået lov til at deltage ved legene i Rio. Dette tal er altså siden blevet bekræftet.

Blandt de russiske atleter, som har fået grønt lys kort før åbningsceremonien natten til lørdag dansk tid, er samtlige spillere på kvindelandsholdet i håndbold samt alle 20 russiske gymnaster.

Med de i alt 271 starttilladelser er 118 russiske udøvere blevet nægtet adgang i kølvandet på afdækningen af massiv, statsstøttet doping i russisk idræt.

Rusland tilmeldte 389 navne til OL, men en række udøvere, der er omfattet af en rapport fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada), er siden blev udelukket fra deltagelse af deres respektive internationale idrætsforbund.

Flere af de russiske udelukkelser er blevet appelleret til Den Internationale Sportsdomstol, CAS.

IOC har tidligere opsat en række håndfaste kriterier for, hvordan russiske atleter kan få adgang til de olympiske lege efter afsløringerne af det systematiske dopingprogram.

Kriterierne var blandt andet, at atleterne skulle have været testet for doping uden for Rusland, og så skulle atleterne være godkendt af deres respektive internationale sportsforbund.

Med 271 navne til start er årets hold det mindste, Rusland har sendt til OL siden 1912, hvor de olympiske lege blev afholdt i Stockholm. Her deltog 159 russere, skriver AFP.

/ritzau/