Russisk politiker: Uhøflig Capello ignorerer Dumaen

Skrevet af admin

27/10/2014

Mest læste i dag

Landstræneren for det russiske fodboldlandshold, Fabio Capello, bliver mandag kritiseret for at takke nej til et møde i det russiske parlament.

Den 68-årige italiener, der allerede er under beskydning efter en knap så opløftende russisk start på EM-kvalifikationen, var indkaldt til et møde i Dumaen, hvor det russiske værtskab for VM-slutrunden i 2018 var på dagsordenen.

Fabio Capellos beslutning om at blive væk falder ikke i god jord hos nationalisten Vladimir Sjirinovskij.

- Hvis holdet ikke kan ramme topformen, så mener jeg, at lovgiverne har en ret til at høre, hvad landstræneren har at fortælle, siger Sjirinovskij

- Han skal forklare, hvad der foregår, men han ignorerer os, og det er ikke særlig høfligt.

- Han er ligeglad med, hvad vi tænker. Han gør kun det, som han finder nødvendigt. Trænere er tidligere blevet fyret for den slags, siger politikeren.

Rusland måtte efter en skuffende indsats forlade sommerens VM i Brasilien allerede efter gruppespillet. EM-kvalifikationen har heller ikke fået den mest lovende start med en sejr over Liechtenstein samt uafgjort mod Sverige og Moldova.

/ritzau/Reuters