Ryan Giggs overtager fra David Moyes

Manchester United-legenden Ryan Giggs bliver midlertidig manager i klubben efter fyringen af manager David Moyes.

De forsvarende engelske fodboldmestre skriver på klubbens hjemmeside, at ledelsen er gået i gang med at finde en permanent afløser for Moyes, der overtog managerjobbet i klubben i sommeren 2013 fra Alex Ferguson.

40-årige Giggs har i denne sæson været både spiller og assistenttræner i United. Han fik sin debut for United i 1991 og er noteret for 962 kampe for klubben.

Giggs har som spiller vundet 13 Premier League-titler, Champions League to gange, FA Cuppen og Liga Cuppen fire gange hver og klub-VM en enkelt gang

Moyes' sidste kamp i spidsen for United var søndagens udekamp mod Everton. Her tabte United 0-2 til den klub, som Moyes indtil ansættelsen i United havde været manager for i 11 sæsoner. Tirsdag kom fyringen.

Det står allerede fast, at Manchester United ikke ender i top-fire i Premier League i denne sæson, hvilket betyder, at klubben næste sæson ikke kommer med i Champions League.

Flere medier skriver, at United allerede har forhørt sig hos den hollandske landstræner, Louis van Gaal, som mulig permanent afløser for Moyes. Van Gaal stopper efter sommerens VM-slutrunde i Brasilien som landstræner for Holland.

United mangler fire kampe i den igangværende sæson:

Lørdag 26. april: Norwich (hjemme)

Lørdag 3. maj: Sunderland (hjemme)

Tirsdag 6. maj: Hull (hjemme)

Søndag 11. maj: Southampton (ude)

/ritzau/

 

Dagens Gossip