Ryanair-topchef: Vi bøjer os ikke for fagbevægelsen

Skrevet af admin

21/04/2015

Dagens topnyheder

Det giver forståelse hos Ryanair, når den danske fagbevægelse er frustreret over, at det irske lavprisselskab ikke vil forhandle danske overenskomster.

Men hvorfor selskabet i det hele taget skulle gøre det, er der knap så meget forståelse for.

- Jeg kan forstå, hvorfor fagbevægelsen ikke bryder sig om, at vi ikke ansætter på danske overenskomster.

- Men jeg forstår ikke deres begrundelser, siger Michael Kevin O'Leary, administrerende direktør i Ryanair, efter et pressemøde i København til Ritzau.

Fagbevægelsen har blandt andet kritiseret Ryanair for at give dårlig løn og have ringe arbejdsforhold. Den kritik holder dog ikke vand, lyder det fra Michael Kevin O'Leary.

Han nævner, at selskabets piloter får op til 145.000 euro (cirka 1,1 million kroner), og kabinepersonalet bliver lønnet med mellem 32.000 og 35.000 euro (238.000-260.000 kroner).

- Vi har høje lønninger, konstaterer topchefen, som også peger på, at Ryanair er med til at skabe job i København for de danske medlemmer af fagbevægelsen.

- Vi håber, at fagbevægelsen vil ende med at se fornuften i det her. Vi håber, de vil anerkende, at vi forsøger at samarbejde med dem, og at vi ikke forsøger at vise disrespekt, siger Michael Kevin O'Leary.

Topchefen mener i det hele taget ikke, at man går glip af noget, hvis man er ansat hos Ryanair. Hvis man gjorde, ville selskabet miste alle de folk, der ansættes, pointerer han.

- Vi vil respektere danske traditioner, dansk kultur og dansk historie - bare der ikke er en fagbevægelse, der fortæller os, at vi skal gøre det på deres måde.

- Vi ville med al respekt sige, at vi vil gøre det nogenlunde som dem, men at det ikke er ensbetydende med, at de kan pålægge os deres måde. På samme måde vil vi ikke pålægge dem vores måde at gøre tingene, siger Michael Kevin O'Leary.

På tirsdagens pressemøde har Ryanair præsenteret yderligere tre ruter fra Københavns Lufthavn, hvor selskabet har fløjet fra siden marts.

- Da vi startede i København, håbede vi at kunne flyve med en million passagerer i det første år. Men nu ser det ud til, at vi når op på to millioner.

- Efterspørgslen har været meget større, end vi havde regnet med. Det er også derfor, at vi åbner yderligere tre ruter fra Københavns Lufthavn, siger topchefen.

De tre ruter åbner til oktober og går til Budapest i Ungarn og Alicante og Malaga i Spanien.

/ritzau/