Rygerne har droppet ventesmøgerne på togperronen

Skrevet af admin

26/10/2014

Mest læste i dag

Rygende DSB-kunder har droppet pausesmøgerne på landets togstationer.

Tre en halv måned efter, at DSB indførte rygeforbud på landets togperroner, er der længere mellem passagerer, der sniger sig til en forbudt smøg på perronerne.

Det skriver DR Syd i dag.

- De meldinger, vi får, er, at det går den rette vej. Mange steder skal vi ligefrem gå og lede efter kunder, der står og ryger på perronerne, siger forretningschefen i DSB, Leif Fabrin, til DR Syd.

Siden DSB indførte rygeforbuddet 1. juli i år, har det endnu ikke været nødvendigt at bortvise nogen passagerer for at overtræde forbuddet, siger Leif Fabrin.

- I yderste konsekvens så kan kunderne blive bortvist fra stationen, hvis ikke de følger henstillingerne fra vores medarbejdere. Men vi har altså ikke haft behov for at bortvise nogen endnu, fortæller Leif Fabrin til DR Syd.

I 2012 viste en undersøgelse foretaget af DSB, at 70 procent af de ikkerygende passagerer ønskede enten et totalt rygeforbud eller særlige rygezoner på stationerne.

Ud over DSB valgte også Arriva og FynbBus at indføre røgfrie omgivelser 1. juli.

I dag er det 17 procent af den voksne danske befolkning, der ryger hver dag, mens op mod 550.000 passagerer rejser med DSB hver dag.

/ritzau/