Rygskadet Simon Kjær: Jeg bliver klar til Serbien

Skrevet af admin

10/11/2014

Mest læste i dag

En lyskeskade gør anfører Daniel Agger yderst tvivlsom til fredagens EM-kvalifikationskamp i Beograd mod Serbien.

Aggers normale makker i midterforsvaret er Simon Kjær, og Lille-spilleren døjer også med en skade inden den vigtige kamp. Men Kjær er optimist i forhold til at blive klar.

- Jeg fik et lille vrid i ryggen i Europa League-kampen mod Everton i torsdags, og jeg kunne simpelthen ikke nå at blive klar til vores kamp i ligaen søndag, så jeg sad helt over.

- Nu er jeg her i Helsingør for at blive behandlet og blive 100 procent klar til fredagens kamp. Jeg satser ikke på, at min indsats er i fare. Jeg har haft et godt forløb siden lørdag. Der har været fin fremgang, siger Simon Kjær.

Han er ked af, at Agger endnu engang døjer med et skadesproblem før en landskamp.

- Sådan er situationen. Det er ikke noget, vi skal gå rundt og være irriteret over, for det er fakta, at han er skadet. Vi er kede af det på Aggers vegne, at han skal løbe ind i skader hele tiden.

- Der er ingen tvivl om, at han er en stærk og vigtig spiller på holdet, men vi har efterhånden også spillet så mange kampe uden ham, at vi nok skal løse situationen igen, hvis han ikke kan spille, siger Simon Kjær.

Hvis Agger ikke bliver klar, er det mest sandsynlige, at Andreas Bjelland overtager rollen som Simon Kjærs makker i midterforsvaret.

Agger blev skadet i Brøndbys nederlag til Hobro i Superligaen søndag.

/ritzau/