Rygter om mulig børnelokker breder sig i Esbjerg

Skrevet af Ann Katrine Warren

20/03/2013

Dagens topnyheder

På de sociale medier, specielt Facebook, samt via sms cirkulerer der i øjeblikket talrige advarsler mod en formodet børnelokker i et boligområde i Esbjerg.

Forældre og børn i området er skræmte, men Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at man tilsyneladende kun har modtaget en enkelt anmeldelse om den mulige børnelokker.

Den 15. marts anmeldte en mor, at hendes 13-årige søn ved 23-tiden havde mødt en midaldrende mand på knallert i Grønlandsparken i Esbjerg. Manden havde spurgt drengen, om han ville med hjem at spise. Drengen sagde nej tak og cyklede hjem ad. Manden kørte på en strækning samme vej, men forvandt så i en anden retning.

- Vi tager selvfølgelige alle typer anmeldelser, der vedrører børn alvorligt, men vi ved rent faktuelt ikke, om manden overhovedet har haft noget mistænkeligt motiv til at snakke med drengen. Det siger Nikolaj Hølmkjær fra lokalpolitiet i Esbjerg.

Hvis andre i området skulle have tilsvarende oplevelser, hører politiet gerne om det.

- Man skal også passe på ikke at få pisket en utryghed og en stemning op, der ikke er baggrund for. Vi har informeret vores patruljer og nærpolitiet om hændelsen, men vil altså gerne høre, om det er noget enkeltstående, eller om andre har oplevet noget lignende. Vi vil selvfølgelig også gerne høre fra manden på knallerten.

Den 13-årige dreng har beskrevet manden som cirka 50 år gammel og med en omvendt kasket. Han kørte på en grå PGO hot 50 knallert uden nummerplade og uden lys foran på knallerten.