S-borgmester roser Mette F men savner konkret politik

Skrevet af admin

19/09/2015

Dagens topnyheder

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, høster roser for sin tale på partiets årlige kongres i Aalborg.

Men talen er ikke en ubetinget succes.

Det mener i hvert fald Holger Schou Rasmussen, der er borgmester i Lolland Kommune.

- Jeg savner stadig meget nogle klare politiske meldinger og retninger samt et rent program for, hvor hun vil trække Danmark hen.

- Hun har sagt, at det vil hun bruge tid på med sin nye ledelse for at finde den vej, og der vil hun bruge baglandet og hele vores organisation, og det er et godt signal, siger Holger Schou Rasmussen.

Lolland-borgmesteren synes, at Mette Frederiksen er kommet fra godt start i sit nye job som partiformand, og nu ser han gerne, at formanden tager det næste skridt.

- Hun har sat sig ind som kriger og leder, men nu skal vi have et partiprogram ned på skrift, og der skal hun selvfølgelig ud og høre til borgmestrene, til hele landet, og til dem med indsigt, der ved hvilke udfordringer, vi står overfor.

- Hun skal levere en samlet pakke, og det tror jeg, hun gør til næste kongres, siger han og understreger, at Mette Frederiksen er den bedst mulige formand for partiet.

89-årige Jens Kristian Hansen, tidligere minister under Anker Jørgensen i 1981-1982, roser også Mette Frederiksen for talen.

Han mener dog i modsætning til Holger Schou Rasmussen, at Mette Frederiksen rent faktisk har konkretiseret sin politik, blandt andet ved at understrege, at partiet ikke vil stemme for en afskaffelse af topskatten.

- Jeg synes, det var en god tale. Hun har en god stemme og en god retorik, og jeg tror, at hun vil blive en god formand for Socialdemokraterne, siger Jens Kristian Hansen, der var minister for offentlige arbejdere.

Ifølge Jens Kristian Hansen svarer den post til transport- eller trafikminister.

/ritzau/