S: Flygtningenævnets medlemmer er uvildige eksperter

Skrevet af admin

02/11/2014

Dagens topnyheder

De personer, som Dansk Flygtningehjælp indstiller som medlemmer af Flygtningenævnet, er ikke ansat af Dansk Flygtningehjælp. Altså er der ikke noget problem i, at der sidder personer i nævnet, som er udpeget af flygtningehjælpen.

Det siger Mette Reissmann, som er integrationsordfører for Socialdemokraterne.

- Der er ikke noget grundlag for at sige, at de medlemmer, som indstilles, ikke er i stand til at varetage den uvildige opgave, som de udpeges til at varetage. Det er professorer, jurister og advokater med ekspertise inden for udlændingeret, siger Reissmann.

Søndag har Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative i Jyllands-Posten varslet, at en eventuel blå regering vil ændre nævnets sammensætning, så den private interesseorganisation Dansk Flygtningehjælp - som varetager flygtningenes interesser - ikke længere kan udpege medlemmer.

De borgerlige vil på den måde blandt andet bremse muligheden for asyl til personer, der flygter fra områder med eksempelvis borgerkrig, men som ikke er individuelt forfulgte.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) har allerede sat sig på bagbenene over for det borgerlige forslag om at lukke Dansk Flygtningehjælp ude, og Mette Reissmann bakker hende op.

Der er vandtætte skotter mellem nævnet og de myndigheder, som har indstillet nævnsmedlemmerne:

- Det er mennesker, som, når de træder ind og behandler de her sager som nævnsmedlemmer, gør det ud for en saglig og faglig vurdering og ud fra den viden, de har, omkring verdens brændpunkter, siger hun.

/ritzau/