S: Holsts beslutning er den rigtige

Skrevet af admin

29/09/2015

Mest læste i dag

Det er det rigtige valg af Carl Holst (V) at træde tilbage som forsvarsminister.

Det mener Nicolai Wammen, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne og tidligere forsvarsminister.

- Vi tager til efterretning, at Carl Holst har valgt at trække sig som minister. Der er ingen tvivl om, at de seneste ugers sager har skygget for Carl Holsts virke, og derfor er beslutningen rigtig, lyder det i en pressemeddelelse.

Nærmest siden Carl Holst tiltrådte som forsvarsminister har den tidligere regionrådsformand haft kedelige sager klæbet til sig.

Senest har sagen om, at Carl Holst tilsyneladende har brugt Region Syddanmarks daværende ansatte Christian Ingemann Nielsen som sin personlige hjælper i forbindelse med folketingsvalget i sommer, overskygget alt.

- Nu håber jeg, at den nye forsvarsminister vil kunne koncentrere sig om indsatsen for Forsvaret og ikke mindst de udsendte mænd og kvinder, som gør en kæmpe og ofte ikke ufarlig indsats for Danmark rundt omkring i verden, siger Nicolai Wammen.

Carl Holst har efterfølgende fortalt til Ritzau, at han fortsætter som medlem af Venstres folketingsgruppe.

- Jeg ønsker at være forsvarsminister, men sagerne betyder, at jeg ikke kan gøre det på en måde, som Forsvaret har fortjent, siger Carl Holst.

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen bliver Holsts efterfølger udpeget onsdag.

/ritzau/