S: Irak-kommission var ikke politisk drilleri

Skrevet af admin

08/07/2015

Dagens topnyheder

Det var ikke politisk drilleri, at S-R-SF-regeringen med Irak-kommissionen ville genere VK-regeringen og Dansk Folkeparti, som i marts 2003 støttede, at Danmark gik med i USA's krig mod Iraks diktator, Saddam Hussein.

Det siger tidligere beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) som svar på, at udenrigsordførerne Søren Espersen (DF) og Mette Bock (LA) beskylder den tidligere regering for at bruge kommissionen som politisk drilleri.

- Det er jeg ikke enig i. Hvis man kigger på danmarkshistorien, så er det ikke ret tit, at Danmark er gået i krig. Nogle har betalt den allerhøjeste pris for, at Danmark kunne deltage, siger Henrik Dam Kristensen, der i dag forsvarsordfører for Socialdemokraterne.

- Så der er god grund til at få det undersøgt det til bunds, ligesom en lang række andre lande, vi sammenligner os med. Det har ikke noget med politisk drilleri at gøre.

S og R mistede interessen, da kommissionen var nedsat, Det beskriver Claus Perregaard, der var spindoktor for SF's tidligere udenrigsminister Villy Søvndal, på Facebook med disse ord:

- Reelt var kun Villy interesseret. Og med hans status i regeringen var det betydningsløst. Efter først min, siden SF's exit var der ingen, der havde interesse i arbejdet, og man lod åbenlyst stå til, selv da det stod klart, at kommissionen arbejdede dysfunktionelt.

Henrik Dam Kristensen er uenig.

- Man kan ikke blande sig, når kommissionen er nedsat. Så skal den have arbejdsro.

Kommissionen fik ny formand efter to års intern strid og 14 millioner kroner i udgift.

Lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet er enig i, at kommissionen blev lukket.

- Så er der mere tale om historieskrivning og politisk drilleri, men der har journalisterne jo allerede nu godt fat om sagen, siger han til Jyllands-Posten.

Det afviser Henrik Dam Kristensen.

- Kommissionens formand (landsdommer Michael Kistrup, red.) siger, at de var rigtig godt i gang, De skulle have nogle vigtige afhøringer, siger han.

/ritzau/