S-kovending om privathospitaler vækker vrede

Skrevet af admin

15/03/2016

Dagens topnyheder

Det vil forgylde privathospitalerne, give ekstra pres på sundhedsvæsenet og sætte de sygeste patienter bagerst i køen. Sådan lyder nogle af advarslerne mod regeringens lovforslag om at forkorte behandlingsgarantien til 30 dage.

Et lovforslag, som Socialdemokraterne trods årelang modstand mod privathospitaler har tænkt sig at stemme for.

- Jeg er mundlam over Socialdemokraternes kovending, siger sundhedsordfører Jonas Dahl (SF), der alligevel fortsætter:

- Det, som Danmark har brug for, er mere støtte til vores alle skammens sundhedsvæsen – ikke til private hospitaler. Deres opbakning til en behandlingsgaranti til gavn for privathospitaler er en erodering af velfærdssamfundet.

Lovforslaget åbner også for, at udredningsgarantien giver adgang til privathospitaler. Dermed kommer privathospitalerne i Jonas Dahls optik endnu engang til at "spinde guld på de danske patienter på det offentliges regning".

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, har forsvaret kursændringen med, at regionerne er blevet bedre til at lave gode aftaler med privathospitalerne, så både pris og kvalitet er i orden.

Men hans partifæller i netop regionerne er skeptiske. Regionsformændene i henholdsvis Hovedstaden og Nordjylland, Sophie Hæstorp Andersen og Ulla Astman, advarer i et debatindlæg i Politiken mod lovforslaget.

- Det er en helt forkert måde at bruge vores sundhedskroner og vores sundhedspersonale på i en tid, hvor vi blandt andet diskuterer, om vi har råd til ny og dyr medicin, skriver de.

- Vi er bekymrede for, at lovændringen vil betyde, at andre patienter bliver skubbet til side i forhold til behandling af mindre skavanker.

Den bekymring deler Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen. I en mail til Ritzau udtaler hun:

- Det er positivt, at der er et bredt politisk fokus på at styrke patienternes rettigheder i sundhedsvæsenet, men vi er kritiske over for at indføre en ensartet garanti uden skelen til, hvorvidt nogle sygdomme er mere alvorlige end andre.

Også formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing kalder det en "ærgerlig udvikling". En differentieret behandlingsgaranti, som vi kender den, sikrer, at de mest syge behandles først, skriver han på Twitter.

Regeringens lovforslag førstebehandles i folketingssalen tirsdag eftermiddag.

/ritzau/