S: Kristian Jensen undsiger Løkke med indvandrerkronik

Skrevet af admin

05/03/2015

Mest læste i dag

Da Venstres næstformand, Kristian Jensen, skrev en kronik i denne uges udgave af Søndagsavisen, var det ikke kun en kritik af en hård debattone overfor flygtninge og indvandrere, men en direkte kritik af Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, efter Kristian Jensens kritiske indlæg, der revser dem, der bidrager med et negativt billede af indvandrere.

For ifølge Panduro er det værd at bemærke, at Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, er en af dem, der har været mest aktiv i debatten om flygtninge og indvandrere i Danmark.

- Jeg synes ikke, at man kan tolke det som andet, end at han ikke kun undsiger Inger Støjberg, men også Lars Løkke Rasmussen.

- Vi ved alle, at Løkke ikke bare gennemtrumfede Inger Støjberg som politisk ordfører, men at han jo også aktivt har været ude og bakke op om de ting, hun siger. Og hun er trods alt ikke kendt som en politiker, der fremhæver de positive historier, siger Panduro.

Inger Støjberg har senest været i vælten efter et indlæg på Facebook, hvor hun gav udtryk for, at hun følte sig generet af en gruppe indvandrerdrenge, mens hun var i biografen. Indlægget vakte stor debat og fik hendes kritikere op i det røde felt.

Kristian Jensen har forsvaret sin kronik med, at han skrev den for at "sige noget til Danmark. Ikke for at sige noget til Inger".

Men den forklaring preller af på Maja Panduro.

- Jeg synes, man står tilbage med spørgsmålet om, hvem det er, der bestemmer i Venstres formandskab, når den ene aktivt bakker op om Støjbergs linje, mens den anden aktivt er inde og undsige den, siger hun.

Hun afviser selv at gå ind i debatten om tonen - den, mener hun, hører til i Venstre.

- Jeg skal ikke ind og mægle mellem dem. Jeg synes, vi skal tale ordentligt om og til hinanden. Men man skal også kunne tale om de problemer, der er. Men det vigtigste er at få løst problemerne.

/ritzau/