S lancerer kampagne: Vores svære beslutninger bærer frugt

Skrevet af admin

02/04/2015

Dagens topnyheder

Socialdemokraterne ruller en ny stor kampagne ud, der skal fortælle danskerne om, hvilke resultater regeringen har opnået de seneste fire år, og om hvordan fremtiden ser ud.

Det oplyser politisk ordfører Maja Panduro (S) til Ritzau.

- Vi synes, det er værd at fortælle om, hvor vi står lige nu, og kampagnen handler om, at vi er nået langt. Men den handler også om, at vi stadig ikke er tilfredse, siger hun.

Hun mener, at man nu kan begynde at se resultaterne af nogle af de beslutninger, som regeringen har taget, og som har været knap så populære.

- Vi har truffet mange svære valg. Det tror jeg, at mange danskere husker, og jeg tror, at mange har en oplevelse af, at det ikke altid har været nemt, siger hun og fortsætter:

- Men vi kan se nu, at det har virket. For det går fremad. Og det håber jeg også, at danskerne vil være enige i, siger Maja Panduro.

Ifølge Maja Panduro er det vigtigt, at man fortsætter den udvikling, som Danmark er i gang med i øjeblikket.

- Det går den rigtige vej lige nu, og derfor er det endnu mere vigtigt, at vi holder hovedet koldt og fortsætter den vej i stedet for at skulle ud i alle mulige eksperimenter, siger hun og henviser direkte til Venstres forslag om at indføre nulvækst.

Socialdemokraternes kampagne er partiets største siden valget i 2011 og kommer i kølvandet på "Det Danmark Du kender"-kampagnen fra begyndelsen af året og den seneste integrationskampagne.

Lanceringen af den tredje store kampagne i 2015 betyder ifølge Socialdemokraternes politiske ordfører dog ikke nødvendigvis, at valgkampen forud for det kommende valg nu for alvor er skudt i gang.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skriver på sin Facebook-side, at der skal investeres mere i sygehuse og skoler, hvis det står til hende.

- Vi er nået langt. Vi er stolte over vores resultater, men vi er ikke i mål. Vi skal leve trygt i Danmark. Endnu flere mennesker skal i arbejde. Og vi skal investere i vores fælles sygehuse og skoler, skriver statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Folketingsvalget skal være afholdt senest 14. september i år.

/ritzau/