S tøver med ekstern undersøgelse af Friis Bachs fald

Skrevet af admin

22/11/2013

Mest læste i dag

Hver en sten skal vendes. I en intern undersøgelse.

Sådan lyder det fra Socialdemokraternes klimaordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, efter at den borgerlige opposition nu har krævet en ekstern undersøgelse af det spegede forløb, der torsdag førte til Christian Friis Bachs (R) afgang som udviklingsminister.

- Det er fuldstændig afgørende, at vi kommer helt til bunds i det her. Nu har vi sat en intern undersøgelse i gang i første omgang, og så må vi se, om den giver anledning til, at vi også skal lave en ekstern undersøgelse, siger hun og tilføjer:

- Det kan sagtens være, at vi lander der.

Spørgsmål: Hvad synes du er mest grundigt: en intern undersøgelse eller en ekstern undersøgelse?

- Jamen, det får vi at se, når den interne undersøgelse kommer. Om den leverer de svar, vi gerne vil have, siger hun.

- Interne undersøgelser har den fordel, at man sætter folk i gang, som kender systemet, så de kan gå til det på en mere umiddelbar måde, end når man sætter en ekstern undersøgelse i gang.

- Det med bare at lave en ekstern undersøgelse giver ikke nogen mening, lyder det fra Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun kan dog godt forstå, at oppositionen rejser kravet om en ekstern undersøgelse af Udenrigsministeriets viden om de luksuriøse rejseregler i den dansk støttede klimaorganisation GGGI.

Det har nemlig vist sig - efter utallige afvisninger - at Christian Friis Bach selv har været med til at blåstemple de kejserlige rejseregler, som Venstres og GGGI's formand, Lars Løkke Rasmussen, lod sig befordre med.

Han anede ikke, at han godkendte reglerne, forklarede han torsdag på sit afskedspressemøde, og ingen i Udenrigsministeriet fortalte ham det før onsdag - dagen efter kommunalvalget.

- Jeg kan sagtens forstå, at kravet om en ekstern undersøgelse bliver rejst, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

- Og det kan sagtens være, at vi lander der. Jeg mener bare, at man som minimum også skal have en intern undersøgelse, og det er så den, vi starter nu.

/ritzau/