S vil ikke give håndfaste løfter om ulandsbistand

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

Knap en tredjedel af ulandsbistanden bruges på flygtninge i Danmark, mens 12 procent går til kortsigtet humanitær hjælp. Men Socialdemokratiet vil ikke love, at en rød regering vil bruge mere af bistanden på udvikling og mindre på flygtninge.

Det siger Socialdemokratiets ulandsordfører, Mette Gjerskov.

- Det kan jeg ikke sige noget om. Vi (Socialdemokratiet) har ikke lovet noget på nogle økonomiske områder. Andet end der skal gives mere udviklingsbistand efter regeringens besparelser, når vi får magten. Men vi har ikke lovet hvordan, siger Mette Gjerskov.

I år har V-regeringen skåret 2,7 milliarder kroner af ulandsbistanden, og 4,4 milliarder kroner går til flygtninge i Danmark.

Mette Gjerskov påpeger, at ulandsbistand både betaler asyl i Danmark, langsigtet udviklingsbistand i ulande og kortsigtet humanitær bistand.

- Det er fair at fortælle danskerne, hvad pengene bliver brugt til. Det samlede begreb udviklingsbistand er misvisende, mener Mette Gjerskov.

OECD drøfter i denne uge, om man må bruge mere af ulandsbistanden til asyl i hjemlandet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Regeringen har barberet ulandsbistanden fra 0,87 procent af bruttonationalindkomsten, BNI, under SR-regeringen til 0,71 procent, påpeger Mette Gjerskov.

Seniorforsker Lars Engberg-Pedersen, Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, advarer mod at afvikle dansk ulandsbistand.

- På 15 måneder har man reelt halveret Danmarks langsigtede udviklingsarbejde, siger han til Jyllands-Posten.

Holger Bernt Hansen, som er professor emeritus på Københavns Universitet, advarer også mod mindre ulandsbistand. Så kommer der flere flygtninge og migranter fra Vestafrika, mener han.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) understreger, at Danmark følger OECD’s regler, så man må bruge ulandsbistand til at dække asyludgifter i hjemlandet.

/ritzau/