Så dårligt bliver vejret i weekenden

Skrevet af admin

27/03/2015

Mest læste i dag

Skyer og regn står på programmet både fredag, lørdag og søndag. Blæsten holder sig i ro de første dage, men tager så heftig revanche, når weekenden er ovre.

De kommende dage bliver grå og minder mere om efterår end om forår, lyder det fra DMI.

-Fredag begynder med skyer til hele landet, og der vil formentlig også falde byger, før det efterhånden klarer op med sol til Nord- og Vestjylland. Nedbøren er dog i småtingsafdelingen, siger vagtchef Anja Bodholdt til Ritzau.

Regnen vil hovedsageligt falde i den sydlige og østlige del af landet, mens temperaturerne holder sig på mellem fem og ni grader.

Til gengæld er der ikke meget vind, og opklaringen i de vestlige egne vil i løbet af aftenen sprede sig til resten af landet.

- Der vil i løbet af natten komme noget tåge, men lørdag lægger faktisk ud med nogen sol til hele landet. Senere bliver det dog skyet vestfra, og regnen kommer fra om eftermiddagen, siger vagtchefen og tilføjer:

- Hvor langt, regnen når ind over landet, er svært at spå om, men det bliver nok det meste af Jylland og Fyn. Hvis man skal ud på cyklen om aftenen, er det måske klogt med en regnjakke, men regnen kommer ikke i mængder, så man svømmer væk.

Temperaturen kan i løbet af lørdagen snige sig op på 10 grader, og vinden holder sig i ro. I hvert fald indtil søndag, hvor den tager fat i løbet af dagen.

- Søndag starter skyet og tørt, men der kommer igen regn til hele landet. Det sker lidt efter samme opskrift som lørdag, hvor det begynder i vest og bevæger sig øst over landet. Om aftenen klarer det op, men så tager vinden til, siger Anja Bodholdt.

I løbet af natten kan Vestkysten få op til hård kuling, mens resten af landet kan vente sig en frisk vind.

Mandag tiltager vinden dog yderligere, så hele landet får hård vind til hård kuling med vindstød af stormstyrke.

/ritzau/