Så høj straf risikerer Rogers

Skrevet af admin

19/12/2013

Dagens topnyheder

Der kan gå to år, før den australske Tinkoff-Saxo-rytter Michael Rogers vender tilbage til asfalten igen.

Michael Rogers blev testet positiv for det forbudte stof clenbuterol i forbindelse med Japan Cup tidligere på året, og spørgsmålet er nu, hvor lang straf han skal idømmes, hvis han kendes skyldig.

Det australske cykelforbund, Cycling Australia, mener at Rogers skal have maksimumstraffen på to års karantæne.

- Idet vi respekterer Michael Rogers' ret til at forsvare sig, bakker vi op om den maksimale straf, hvis han kendes skyldig i doping.

- Det faktum, at der fortsat dukker positive resultater op internationalt, burde være en besked til rytterne om, at hvis de doper sig, bliver de fanget.

- Cykelsporten har alt for længe været svigtet af dopingsnydere, og Cycling Australia støtter alle tiltag, der skal beskytte cyklingens integritet og som udpeger og retsforfølger alle dopingovertrædelser, skriver forbundet i en pressemeddelelse.

Han mener selv, at han har fået stoffet i kroppen ved at spise forurenet kød. Samme forklaring brugte holdkammeraten Alberto Contador, da samme stof blev fundet i hans krop i forbindelse med Tour de France i 2010.

Contador blev ikke desto mindre idømt to års karantæne for den forseelse.

Fordi Michael Rogers er bosiddende i Schweiz, har han ikke australsk licens, og det er derfor heller ikke australierne, der skal tage stilling til hans sag.

/ritzau/Reuters