Selvfølgelig er det noget særligt for Niklas Landin at spille EM-semifinale mod Kroatien.
Alligevel kommer hans forberedelse til aftenens kamp til at ligne alle andre, og det er helt bevidst.
Det betyder nemlig meget for den danske superkeeper, at mønstret er det samme, uanset hvilken landskamp, der er tale om.
Det hele starter med, at han på kampdagen af holdets videomand, Henrik Bastrup, får en lille harddisk, hvor der ligger en fire-fem kampe med den aktuelle modstander.
- Den sætter jeg i computeren, og så har vi et system, der gør at jeg kan vælge de enkelte skytter ud, og så tegner jeg på skift diagrammer over, hvor de har skudt henne.
- Så hviler jeg mig, og så mødes jeg klokken 17 med Jannick Green og målmandstræner Claes Hellgren. De har begge lavet den samme analyse som mig, og så sidder vi og sammenligner vores notater og laver en plan for kampen.
- For det meste er vi enige om tingene, men vi kan have set nogle forskellige ting, som vi så diskuterer. Og måske ved jeg noget ekstra om en spiller fra Bundesligaen, som jeg så byder ind med, fortæller målmanden.
Han indrømmer, at skuddiagrammer for de forskellige topskytter ofte ligner hinanden fra kamp til kamp, men det får ham ikke til at slække på forberedelserne og forlade sig på erfaringen.
- Det er en mental proces, der giver mig en en god følelse indvendig. Jeg får en dejlig ro, når jeg ved, at jeg har forberedt mig godt.
- Det er jo også noget, man skal huske, når man er allermest presset, og derfor sker der heller ikke noget ved at gentage det, siger Landin.
Hans rolle i den øvrige trups forberedelser er ret sparsom.
- Jeg er selvfølgelig med til taktikmøderne med hele holdet, selv om jeg intet aner om angrebsåbninger. Det interesserer mig heller ikke.
- Men jeg snakker selvfølgelig med om, hvem vi blandt andet gerne vil have til at skyde, når vi er i undertal, siger han.
Med hovedet spækket med alle disse informationer begynder han så den sidste opladning inden kampen, og så er det vigtigt at være tilstede i nuet.
- Kunsten er ikke at tage det hele med sig, så man bliver bundet af et skuddiagram. Jeg har lært, at det skal være lidt fifty-fifty, så man også lader følelsen af kampens forløb spille ind, siger Landin.
Ser man bort fra den norske målmand Magnus Dahl, der kun har fået 36 skud imod sig i turneringen, er Niklas Landin indtil videre turneringens bedste målmand med en redningsprocent på 39.
Han er samtidig turneringens næstbedste målmand på straffekast, hvor han har snuppet otte af de 19 skud, han er blevet mødt med.
/ritzau/