Sårede veteraners børn skal hjælpes

Skrevet af admin

28/05/2014

Mest læste i dag

Når Danmark sender soldater i krig og ud på internationale missioner, har samfundet et særligt ansvar for de mænd og kvinder, der kommer hjem med ar på krop og sjæl.

Men soldaternes familier og især deres børn har også krav på, at der bliver taget hånd om dem, for de skal leve med en far eller mor, der måske er mærket for livet.

Sådan lyder det fra forsvarsminister Nicolai Wammen (S) i Jyllands-Posten.

Derfor vil regeringen målrette 100 millioner kroner over fire år til at styrke indsatsen for veteraner - herunder at styrke indsatsen for veteranernes familier og deres børn.

- Der har været meget fokus på den enkelte veteran, og der er godt og rigtigt. Men de pårørende og især børnene betaler også en høj pris - særligt når veteranerne vender hjem med psykiske problemer, siger han til Jyllands-Posten.

Helt konkret er det regeringens plan at tilbyde særlige kurser for veteraner og deres familier. Inspirationen kommer fra Norge og Sverige.

Formanden for veteranhjemmet i Fredericia, Carl Bratved, synes, at det er på høje tid, at der kommer fokus på familierne og ikke mindst børnene.

Nicolai Wammen fremlægger onsdag regeringens veteranudspil for forligspartierne.

/ritzau/