Sag mod venstreradikale lander mildt

Skrevet af admin

22/10/2013

Mest læste i dag

En langvarig straffesag mod syv mænd fra de venstreradikale miljøer er tirsdag endt med et nederlag til anklagemyndigheden.

Københavns Byret har afvist anklagen om, at fire af mændene indsamlede fortrolige oplysninger om flere tusinde personer og foreninger på højrefløjen.

Det er kun tilfældet for en håndfuld personer, og dermed nikker retten til den indsigelse, som forsvarerne er kommet med.

Kun syv personers private oplysninger har gruppen ligget inde med, fastslår retten.

Anklagemyndigheden er gået juridisk galt i byen. Loven kræver nemlig, at de forurettede beder politiet om at rejse en sag, før tiltalen kan blive til noget.

Og det er altså kun sket i forhold til en håndfuld af de 6000 personer og foreninger, som de tiltalte fra researchkollektivet Redox registrerede, fastslår retten.

Seks af de tiltalte var til stede i byretten, og de gav hinanden krammere efter domsafsigelsen. Over 20 venner og pårørende sad på tilhørerpladserne.

Tiltalen har ud over hacking også drejet sig om grov vold, hærværk og overtrædelse af våbenloven.

Den hovedtiltalte mand i sagen er idømt fængsel i fem måneder, men straffen gøres betinget.

Tre andre er idømt 60 dages fængsel, som også gøres betinget. At straffen ikke skal afsones skyldes myndighedernes langsommelighed. Politi og anklagemyndighed har været tre år om at efterforske og rejse tiltale.

De dømte overvejer nu, om de vil anke dommen til landsretten.

Volden ligger langt tilbage i tiden. Et overfald på tre højreradikale på Nørreport Bodega i København fandt sted i 2009, og kun den ene af de fire tiltalte findes skyldig. Og et forsøg på overfald i Aarhus er to af mændene frifundet for.

Sagen begyndte i et helt andet leje. Politiets Efterretningstjeneste mente, at der kunne være tale om en overtrædelse af en af paragrafferne om terror i straffeloven, og en sigtelse blev også rejst.

Siden afgjorde anklagemyndigheden så, at der ikke ville kunne føres bevis - og nøjedes så med tiltalen for omfattende og systematisk hacking gennem næsten fire år.

Men tirsdag har byretten altså underkendt den omfattende tiltale på grund af en juridisk fejl.

/ritzau/