SAGEN KORT: Det handler Zornig-sagen om

* 23. august 2013: Socialministeriets pressechef og pressechefen for Lisbeth Zornig Andersens projekt "Stemmer på Kanten" koordinerer udsendelsen af en pressemeddelelse om en pulje på én million kroner til at fremme socialt udsattes valgdeltagelse.

De enes om at udsende pressemeddelelsen på forskellige tidspunkter, så det ikke ser "meget aftalt ud", skriver Politiken.

* 26. august 2013: Puljen på én million kroner offentliggøres.

* 29. august 2013: 18 dage før ansøgningsfristen til puljen siger socialminister Annette Vilhelmsen (SF) til Lisbeth Zornig, at der er en million kroner til hendes projekt "Stemmer på Kanten". På det tidspunkt har Zornig ikke søgt midlerne endnu.

* 30. august 2013: Ifølge en sms-korrespondance, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i, skriver Socialministeriet i en sms til Zornig, at man ønsker at ordne det praktiske, så pengene kan sendes af sted.

* 5. september 2013: Vilhelmsen hæver puljebeløbet fra én til to millioner kroner.

* 14. september 2013: Ministeriet modtager en ansøgning til puljemidlerne fra Zornig.

* 16. september 2013: Der er ansøgningsfrist.

* 19. september 2013: Vilhelmsen giver puljemidler til Zornig på én million kroner, og én million til deling mellem 16 andre projekter.

* 13. november 2013: Vilhelmsen siger i en debat i folketingssalen, at Zornig efter ministerens for tidlige løfte har ansøgt på fuldstændig lige vilkår, og hendes ansøgning er blevet vurderet på de samme vilkår som de øvrige ansøgninger.

* 19. november 2013: Vilhelmsen sender en redegørelse om sagen til Folketingets Socialudvalg.

* 20. november 2013: Vilhelmsen afviser i en debat i folketingssalen, at puljen er blevet oprettet til Zornigs "Stemmer på Kanten".

* 11. december 2013: Vilhelmsen får på et samråd i Folketingets Socialudvalg en næse for sin ageren i sagen. Samtidig bebuder hun, at hun vil have en uvildig advokatundersøgelse til at afdække forløbet i sagen.

* 16. januar 2014: Kommissoriet for den uvildige advokatundersøgelse er klar. Undersøgelsen skal så vidt muligt være færdig senest den 1. april.

* 12. maj 2014: Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen (R) modtager advokatundersøgelsen og beslutter, at tre ledende embedsmænd i Socialministeriet skal høres om deres rolle i sagen.

* 11. juni 2014: Manu Sareen giver sin departementschef en advarsel og to andre ledede embedsmænd en tjenstlig tilrettevisning. Det sker på baggrund af advokatundersøgelsen, der viser kritisable forhold i sagen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip