Samme husleje siden 1977: Lejlighed i Aarhus til 460 kr om måneden

Skrevet af Ann Katrine Warren

06/01/2014

Mest læste i dag

Det er den studerendes hede drøm. En to-værelses lejlighed på det populære Trøjborg centralt i Aarhus til under 500 kroner om måneden.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men to lejligheder på Willemoesgade i Aarhus koster stadig det samme i husleje, som de gjorde i 1977. Nemlig 460 kroner om måneden. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

En teknisk detalje i lejekontrakten har nemlig forhindret udlejeren Preben Kjær Pedersen i at sætte huslejen for lejlighederne på 50 kvadratmeter med både bad og toilet op de sidste 36 år.

I 1977 tilbød Preben Kjær Pedersen samtlige lejere i etageejendommen en skriftlig aftale om, at huslejen ikke kunne stige. Det skete, da ejeren gerne ville udstykke ejendommen til ejerlejligheder, og han ville undgå, at lejerne gik sammen i en andelsboligforening.

- Jeg var ung dengang og tænkte ikke på at sætte en tidsbegrænsning på den uændrede husleje. Jeg regnede med, at efter 10-15 år ville alle lejere være flyttet fra ejendommen. Sådan gik det ikke. To brødre, der efterhånden er oppe i årene, er blevet boende, fortæller Preben Kjær Pedersen til avisen.

Han har nu haft sagen i både Boligretten og Landsretten, som begge har slået fast, at der ikke er noget at gøre. Huslejen ligger fast på 460 kroner om måneden per lejligheden, så længe de to brødre bliver boende.