Samsung tager Apple på sengen

Skrevet af admin

03/09/2014

Dagens topnyheder

Den indædte kamp om smartphonekunderne mellem koreanske Samsung og amerikanske Apple ser ud til at fortsætte.

Det har længere været rygtet, at Apple i næste uge præsenterer sin nyeste version af iPhone. Onsdag kom koreanerne imidlertid sin amerikanske konkurrent i forkøbet, da Samsung præsenterede sin nyeste smartphone Galaxy Note 4.

Det skete forud for åbningen af Europas største messe for forbrugerteknologi, IFA, der slår dørene op i Berlin på fredag.

- Galaxy Notes-serien signalerer ekstraordinær innovation indenfor ny teknologi. Den større skærm og S pen-teknologien sætter en hel ny standard indenfor smartphones, fastslår JK Shin, der er administrerende direktør for IT og Mobile Communication hos Samsung, i forbindelse med præsentationen.

Galaxy Note kan nærmest beskrives som en blanding mellem en almindelig smartphone og en tablet. Skærmen er på hele 5,7 tommer. Og S pennen, som den tydeligt tilfredse Samsung-direktør henviser til, er en pen, som kan bruges til at skrive og navigere på skærmen.

Den skulle ifølge Samsung være blevet endnu bedre i den nye model, så det stort set føles som at skrive på papir.

Kampen om smartphone-kunderne føres i øjeblikket af Samsung, der ifølge analysebureauet Gartner sidste år sad på godt 30 procent af markedet. Apple menes at ligge lige under 20 procent. Tilsammen dækker de to altså godt halvdelen af markedet.

De mange penge som ruller ind på den konto, har de i øvrigt brugt en del af til at føre en lang række patentsager mod hinanden.

Når det handler om teknologier, følges de to da også forbløffende fint ad. De fleste nye smartphone-lanceringer betyder hurtigere processor, større skærmopløsning og så lige en eller anden lille overraskelse, som konkurrenten først kan nå at få med i den næste model.

I den mere innovative afdeling har Samsung i Galaxy Note 4 ud over en række andre teknologier nu også udstyret sit flagskib med et UV-filter, der kan analysere solens stråler og advare, hvis man bør søge skygge.

Apple ventes at præsentere en eller to nye iPhone-modeller på et pressemøde i Apples hjemby Cupertino i Californien. Der spekuleres i øvrigt også i, at selskabet ved samme lejlighed vil præsentere et såkaldt smartwatch. Sådan et har Samsung selvfølgelig også.

/ritzau/