Samuelsen krydser fingre for blå kammerater i vækstplan

Skrevet af admin

19/06/2014

Dagens topnyheder

Venstre har allerede kridtet op til en forhøjelse af bundskatten, og derfor er det nu op til de andre blå partier at forhindre en hævet bundskat.

Det mener Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, der torsdag har været til forhandlinger med finansminister Bjarne Corydon (S) omkring den vækstplan, som regeringen og Venstre i tirsdags fremlagde en skitse for.

- Vi fornemmer klart, at Venstre og regeringen har lovet hinanden, at de absolut skal belemre os med en højere bundskat. Det er dårlig liberal politik, så det er vi imod, siger Anders Samuelsen.

Før Liberal Alliance har både Dansk Folkeparti og De Konservative været til forhandlinger i Finansministeriet.

Modsat Liberal Alliance har de to andre partier på den blå fløj det til fælles, at de begge er forligspart på energiområdet og derfor skal tages med på råd i forhandlingerne.

Her har De Konservative især stået stejlt omkring det punkt, der hedder at hæve bundskatten med 0,28 procentpoint, og det bakker Anders Samuelsen op om.

- Vi kan argumentere for vores synspunkter, og det skal holdes op mod det, der ligner et ideologisk ønske fra Venstre og regeringen om at hæve bundskatten, som desværre ser ud til at vinde, siger han.

- Så har De Konservative og Dansk Folkeparti en mulighed for at udskyde noget af det, fordi de er en del af energiforliget. Jeg håber, at de vil træde i karakter og forhindre en stigning i bundskatten, tilføjer Anders Samuelsen.

Tidligere torsdag kaldte Kristian Thulesen Dahl, partileder for Dansk Folkeparti, det "for en lidt arrogant måde", sådan som forligspartierne er blevet behandlet i forbindelse med vækstforhandlingerne.

Spørgsmål: Anders Samuelsen, vil det her forløb have nogen betydning for jer, når I kigger på Venstre og Lars Løkke Rasmussen som statsministerkandidat?

- Jeg tror, at der var en gammel politiker, der engang sagde: "Vi bærer ikke nag, men vi husker godt", siger Anders Samuelsen og fortsætter:

- Fra regeringens side kan jeg godt se, at det var smart, da de får opsplittet den blå side. Men det er altså ikke særlig smart set fra den blå side.

/ritzau/