Sang-darling tæller ned til fødslen

Skrevet af admin

13/09/2015

Dagens topnyheder

Snart skal den danske sangfugl Julie Berthelsen synge vuggeviser for to.

Den 36-årige sanger med grønlandske rødder venter nemlig en lille efterårsbaby med sin kæreste, håndboldspilleren Minik Dahl Høegh, og derfor er "Every Little Part of Me”-sangerinden ved at tælle ned til lillepigens ankomst.

- Fire uger tilbage. Stor mave. Ser frem til babypigens ankomst, skriver højgravide Berthelsen storsmilende til et billede på Instagram, hvor hun står med siden til og holder om sin mave, der spænder T-shirten ud.

Den bugnende babybule får da også sangerinden til at bruge ordene "tung”, ”højgravid”, ”nu er det hårdt”, ”snart slut" og "stor mave" i en række efterfølgende hashtags til graviditetsbilledet.

- Håber, hun snarligst vil melde sin ankomst. Jeg er klar!, skrev Berthelsen tidligere på ugen på sin Facebook-side.

Når sangerinden føder Berthelsen-babyen, bliver det parrets andet barn, for de er i forvejen forældre til sønnen Casper Nanoq, hvoraf det sidste navn betyder "isbjørn" på grønlandsk.

Lille Casper Nanoq spillede en vigtig rolle i annonceringen af den kommende baby, for tilbage i april afslørede den treårige dreng nemlig den søde hemmelighed i en video på Facebook, hvor han stolt fortalte, at han skulle være storebror, og at der lå en baby i mors mave.

- Vi er skiftevis vildt forelskede og fascinerede, fordi han er så dejlig. Ingen kunne have forberedt mig på de følelser, der ramte mig, da jeg havde født. Det er helt, helt fantastisk at være mor, sagde Berthelsen til Billed-Bladet i 2012 efter fødslen af sønnike.

Se billedet her: https://instagram.com/p/7iqA-kqyRf/

/ritzau/FOKUS