Sangerinde taler ud om celebert brud

Skrevet af admin

16/06/2015

Mest læste i dag

Musikerne Rita Ora og Calvin Harris sang sig ind i hinandens hjerter i 2013, og hvad der startede som en sød kærlighedsserenade, endte året efter med et hjerteskærende brud mellem den nu 24-årige sangerinde og den 31-årige dj.

Det fortæller den Kosovo-fødte engelske sangerinde i den kommende juli-udgave af modemagasinet Marie Claire.

- Der er en grund til, at jeg gik fra ham. Og der er en grund til, at jeg nu på dette tidspunkt i mit liv føler, at jeg har musikalsk frihed og ikke behøver at skulle forklare mig selv til nogen, siger Ora om ekskæresten, der i dag danner par med sangerinden Taylor Swift.

- Jeg følte, at han ikke kunne gøre noget forkert, og jeg troede, han passede på mig. Men efter jeg udgav nummeret "I Will Never Let You Down", begyndte tingene at blive underlige mellem os. Jeg ved ikke, om det var fordi, vi blandede forretning og privatliv, siger sangerinden om kærlighedssangen, som blev skrevet af Harris og sunget af hende.

Derfor nægtede Harris efterfølgende sin ekskæreste at synge nummeret til prisuddelingen Teen Choice Awards, og det rasede Ora over i et radiointerview med Ryan Seacrest i august sidste år.

- Han ejer rettighederne og vil ikke godkende, at jeg synger nummeret, lød det frustreret fra Ora, mens Harris forsvarede afslaget dagen efter på Twitter:

- I kender kun én side af historien, fordi jeg ikke vælger at udlægge mit privatliv. Men I skal bare vide, at jeg har en pokkers god grund til det, lød det fra Harris.

I dag er Ora stadig single efter bruddet fra dj'en, og hun håber på snart at finde kærligheden igen efter det hårde brud med Harris.

- Jeg er bange for at være alene, og jeg er ikke bange for at indrømme det. Nogle gange gør kærlighed en skør, konstaterer singlesangerinden.

/ritzau/FOKUS