Sangfugl er lykkelig over operation i halsen

Skrevet af admin

06/05/2015

Mest læste i dag

Laserkirurgi i halsen lyder som et mareridt for en kvinde, der lever af at bruge sin stemme.

Men for sangerinden Björk, der ved et kirurgisk indgreb i 2012 fik fjernet en polyp i halsen, blev operationen faktisk en fordel.

Det fortæller hun i et interview med magasinet Time Out.

- Siden operationen har jeg kunnet ramme nogle høje toner meget bedre, end jeg har kunnet i meget lang tid. Derudover har jeg også fået adgang til nogle dybere toner, som jeg dog ikke har fået brugt særlig meget endnu, siger islændingen.

Selv om de dybe toner endnu ikke har været i brug for den 49-årige sangerinde, har hun planer om at udnytte sine nye talenter på et tidspunkt.

- Måske vil jeg udgive en hel EP, hvor jeg kun synger i de dybe toner, forklarer hun således.

Den islandske superstjerne udsendte i januar sit niende studiealbum "Vunicura", men det ser ikke ud til, at den skøre sangfugl kommer til Danmark for at optræde i den nærmeste fremtid.

Senest koncertgængerne her i landet havde fornøjelsen af at opleve Björk var i 2012, hvor hun lukkede Roskilde Festivals Orange Scene.

/ritzau/FOKUS