SAS dømmes for at fyre piloter ud fra alder

Skrevet af admin

12/03/2015

Dagens topnyheder

SAS er endnu engang blevet dømt for at diskriminere piloter i forbindelse med en nedskæringsrunde. Denne gang gik forskelsbehandlingen ud over de yngste.

Højesteret har torsdag afgjort, at fire piloter skal have et plaster på såret i form af seks måneders løn for at være blevet fyret af SAS, fordi de var de yngste.

Seks måneders løn svarer ifølge retten til 350.000 kroner per pilot.

Sagen har allerede været igennem byret og landsret, hvor det blev besluttet, at SAS skulle give de fyrede hele ni måneders løn.

- Udvælgelsen af de piloter, der skulle opsiges, skete efter senioritetslisten, som i henhold til overenskomsten mellem SAS og Dansk Pilotforening skulle anvendes ved blandt andet afskedigelser, skriver Højesteret i dommen.

Under sagen har SAS erkendt, at fyringen var udtryk for forskelsbehandling. Spørgsmålet har udelukkende været, om de fire skulle have økonomisk erstatning eller ej.

Ud over erstatningen skal selskabet også betale 200.000 kroner i sagsomkostninger.

I efteråret faldt der dom i Højesteret i en lignende sag, hvor SAS også havde overtrådt loven om forskelsbehandling. I den sag var det dog de ældste, som var blevet udsat for diskrimination i forbindelse med en fyringsrunde i 2008.

Udvælgelsen af de piloter, der skulle afskediges, var sket efter aftale med Dansk Pilotforening på baggrund af, om de pågældende var pensionsberettigede, hvilket efter overenskomsten var fra det fyldte 60. år.

Men piloterne var ikke tilfredse, og indbragte derfor sagen for Ligebehandlingsnævnet.

SAS blev pålagt at betale fire måneders erstatning til hver af de seks fyrede piloter.

/ritzau/