SAS' hjemmeside er oppe igen

Skrevet af admin

09/09/2014

Mest læste i dag

SAS' hjemmeside er så småt oppe i omdrejninger igen, efter at der siden mandag eftermiddag har været et større nedbrud, som har forhindret de rejsende i at checke ind og købe billetter på hjemmesiden.

Det oplyser luftfartsselskabets pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen.

- Vi er så småt oppe at køre igen. Der kan dog være nogle driftsforstyrrelser her til morgen, da der er mange, som ikke har kunnet komme ind på siden, og som nu begynder at betjene sig, siger Trine Kromann-Mikkelsen tirsdag morgen.

Kunderne skal derfor være opmærksomme på, at det kan tage længere tid end normalt at bruge hjemmesiden fra morgenstunden. SAS forventer, at hjemmesiden er tilbage til hel normal drift omkring middagstid tirsdag.

SAS anbefaler også som følge af nedbruddet, at de rejsende tager en smule tidligere ud i lufthavnen end normalt før afrejse tirsdag.

- Hvis man ikke har checket ind hjemmefra, kan man godt opleve en lille smule længere køer, da der vil være færre, som har checket ind online end normalt, siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Trine Kromann-Mikkelsen oplyser, at det var problemer hos luftfartsselskabets it-leverandør, der var skyld i nedbruddet. Leverandøren skulle opdatere en funktionalitet på hjemmesiden, men det gav problemer med serverne, hvilket først er blevet løst tidligt tirsdag morgen.

Nedbruddet ramte både Scandinavian Airlines' hjemmesider i Norge, Sverige og Danmark samt sas.com. De tekniske problemer startede mandag eftermiddag omkring klokken 15 og betød, at rejsende måtte checke ind i lufthavnen eller bruge SAS' app.

/ritzau/