SAS og danske piloter indgår ny overenskomst

Skrevet af admin

31/03/2015

Dagens topnyheder

SAS har tirsdag indgået en ny overenskomst med den danske pilotforening, DPF.

Aftalen omfatter omkring en tredjedel af alle piloter i SAS, hvilket betyder, at der mangler nye overenskomster for de resterende pilotforeninger. Det skriver flyselskabet i en pressemeddelelse.

Den nuværende overenskomst mellem SAS og pilotforeningerne i Danmark, Norge og Sverige udløber onsdag.

I hovedtræk betyder aftalen, at SAS kan agere hurtigere på markedet, så piloterne kan arbejde længere om sommeren og holde mere fri om vinteren.

Samtidig sikrer aftalen tryghed i ansættelsen, lyder det.

- Sammen med Dansk Pilotforening har vi i dag taget et stort skridt fremad og har indgået en overenskomst, der afspejler SAS og nutidens konkurrencesituation.

- Gennem en yderst konstruktiv dialog er vi nået frem til indholdet i den nye aftale, og det er værdifuldt. SAS har et fantastisk pilotkorps, som bidrager til, at vi kan levere et skarpt produkt til kunderne, og det skal vi værne om, siger koncernchef i SAS, Rickard Gustafson.

Et af de vigtigste elementer er, at den nye aftale bliver kraftigt forenklet. Den nye aftale er nemlig på knap 40 sider i forhold til tidligere på 238 sider.

Også piloterne er tilfredse med aftalen.

- Forhandlingerne har været langstrakte og til tider intense, men hele tiden konstruktive og ført i en god tone. SAS har ønsket at fastholde den skandinaviske model med overenskomst på effektive og konkurrencedygtige vilkår, siger Niels Møller, formand for DPF.

Dialogen om den nye overenskomst med alle fire pilotforeninger har stået på siden efteråret 2014, og forhandlingerne er foregået i al hemmelighed siden februar.

SAS håber at indgå lignende aftaler med den svenske pilotforening og to norske pilotforeninger.

Den nye overenskomst er indgået for to år og træder i kraft fra 1. april 2015.

/ritzau/