Saudi-Arabien lover Danmark samarbejde om Arla-sag

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

Saudi-Arabien og Danmark har givet hinanden håndslag på et tæt samarbejde for at opklare, hvem der står bag skudattentatet i hovedstaden Riyadh mod en dansk ansat i mejerikoncernen Arla.

Det oplyser udenrigsminister Martin Lidegaard (R), som onsdag er til møde i Bruxelles med sine kolleger fra de godt 60 lande i koalitionen mod Islamisk Stat. Her har han talt med den saudiske delegation.

- De forsikrede mig om, at de tager sagen særdeles alvorligt - lige så alvorligt, som hvis det havde været en saudisk borger, siger Lidegaard til Ritzau.

Tilhængere af Islamistisk Stat har med offentliggørelsen af en video på internettet hævdet, at de stod bag skuddene. Videoens ægthed er stadig ikke bekræftet. Danskeren blev ramt, men overlevede, og han er i bedring.

- Det er også et anslag mod deres sikkerhed, og derfor gav vi hinanden håndslag på et tæt samarbejde mellem saudiske og danske myndigheder i denne sag, siger Martin Lidegaard.

Udenrigsministeriets Borgerservice opdaterede tirsdag sin vejledning til danskere, der befinder sig i eller overvejer at rejse til Saudi-Arabien. Det sker "i lyset af udviklingen efter skudepisoden" i Riyadh 22. november.

Selve sikkerhedsniveauet i rejsevejledningen er dog ikke blevet ændret. Opdateringen fokuserer blandt andet på, at danske virksomheder i landet skal tjekke sikkerheden.

- Opdateringen går ud på, at man opfordrer virksomheder til at tjekke de konkrete sikkerhedsprocedurer med de sikkerhedsrådgivere, de har. Og hvis de ikke har nogen sikkerhedsrådgivere, skal de sørge for at få det, siger Lidegaard.

I oktober blev en amerikaner skudt og dræbt i Saudi-Arabiens hovedstad, mens en anden blev såret.

/ritzau/