Schmeichel lukker fire mål ind: Vi burde have fået point

Skrevet af admin

21/03/2015

Dagens topnyheder

Landsholdsmålmand Kasper Schmeichel er skuffet over, at Leicester ikke fik point med hjem fra danskerens comeback-kamp mod Christian Eriksens Tottenham i Premier League.

Det siger Kasper Schmeichel til Leicesters Youtube-kanal.

- Vi kom til White Hart Lane og scorede tre mål, og vi burde have fået noget ud af kampen, men skæbnen var ikke med os.

- Hvis vi kigger på målene, så kan vi se, at tilfældighederne gik Tottenhams vej, siger den danske målmand.

Tre mål var nemlig ikke nok for Leicester, idet hjemmeholdet Tottenham scorede et mål mere og vandt 4-3.

Schmeichel gjorde comeback efter et brud på mellemfodsknoglen, hvilket har holdt ham ude i tre og en halv måned.

I den periode er lykken ikke vendt for Leicester, der ligger sidst i Premier League. Selv om det blev til endnu et nederlag, så var indstillingen god, siger Kasper Schmeichel.

- Vi kan være stolte af os selv, fordi vi blev ved med at klø på, selv om vi var nede med 0-2. Vi kom tilbage på 2-2, men så fik de et straffespark - som jeg vil lade andre om at bedømme - og det dræbte os.

- Hvis vi bliver ved med at kæmpe som nu, så venter der flere point på os, siger målmanden.

/ritzau/