Schumacher viser tegn på bevidsthed

Skrevet af admin

04/04/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere Formel 1-verdensmester Michael Schumacher viser tegn på bevidsthed efter sin skiulykke, oplyser hans manager, Sabine Kehm.

- Michael gør fremskridt. Han viser øjeblikke af bevidsthed og opvågning. Vi står ved hans side i hans lange og svære kamp - sammen med de ansatte på hospitalet i Grenoble, lyder det i en udtalelse fra Sabine Kehm.

Hun opfordrer til at respektere, at man på nuværende tidspunkt ikke vil gå mere i detaljer.

- Vi takker for den fortsatte interesse. Samtidig beder vi igen om forståelse for, at vi ikke ønsker at gå i detaljer for at beskytte Michaels privatliv, hans familie og for, at holdet af læger kan arbejde i fred, lyder det fra Sabine Kehm.

Schumacher styrtede i en skiulykke for mere end tre måneder siden ved den franske by Meribel 29. december, og han blev med det samme lagt i kunstigt koma.

Siden blev han to gange opereret i hovedet for at lette trykket på hjernen.

Så sent som torsdag oplyste Sabine Kehm, at der var forhåbninger om, at Schumacher kunne vågne op.

- Der er ting, der giver os forhåbninger, sagde Sabine Kehm til den tyske avis Bild.

Tyskeren vandt i sin aktive karriere 91 grandprixer og blev verdensmester syv gange.

/ritzau/