Schweinsteiger får anførerbindet i Tyskland

Skrevet af admin

02/09/2014

Mest læste i dag

Efter VM-triumfen i juli valgte Bayern München-spilleren Philipp Lahm at takke af efter ti års god tro og tjeneste på landsholdet.

Med Lahms landsholdsstop skulle landstræner Joachim Löw finde sig en ny anfører, og det valg er nu faldet på Lahms klubkammerat Bastian Schweinsteiger.

Og landstræneren virker ikke til at have haft problemer med valget af Schweinsteiger.

- Bastian bliver vores nye anfører. Han har meget erfaring, og hele holdet respekterer ham. Han vil være vores anfører for de kommende to år, siger Joachim Löw på et pressemøde forud for Argentina-kampen.

Den 30-årige midtbanedynamo har spillet 108 kampe for det tyske landshold, og han ville have fået sin anførerdebut, når Tyskland onsdag spiller en gentagelse af VM-finalen i en venskabskamp mod Argentina.

En knæskade sætter dog en stopper for dette, og det er ikke kun Schweinsteiger, der døjer med skader. Også Jerome Boateng, Mats Hummels og Sami Khedira har nu meldt afbud til venskabskampen.

/ritzau/