Schweiz stemmer om kriminelle udlændinge: Fremover kan de sendes ud af landet for en bøde

Skrevet af admin

28/02/2016

Dagens topnyheder

I Schweiz skal vælgerne søndag stemme om, hvorvidt kriminelle udlændinge automatisk skal sendes ud af landet - selv for mindre forseelser.

For seks år siden bakkede over halvdelen af de schweiziske vælgere op om et lovforslag om automatisk at udvise udlændinge, der var blevet dømt for vold eller seksuelle forbrydelser.

Men det indvandrerkritiske parti SVP har fremsat et forslag om endnu skrappere regler på området.

Lovforslaget kritiseres skarpt af regeringen og de øvrige større politiske partier. De har advaret om, at forslaget omgår fundamentale demokratiske regler.

Hvis forslaget bliver stemt igennem af de schweiziske vælgere søndag, så vil det i dramatisk omfang øge andelen af kriminelle handlinger, der automatisk vil sende en udlænding ud af landet.

Det betyder, at også forseelser, som normalt vil udløse en bøde eller kort fængselsstraf, kan betyde udvisning.

SVP's kampagne fik til at begynde med stor opbakning fra vælgerne. Men på valgdagen ser det ud til at have mistet noget af den støtte.

Schweizisk tv rapporterer tidligt søndag eftermiddag ifølge nyhedsbureauet Reuters, at vælgerne ser ud til at nedstemme forslaget.

Flere end 50.000 mennesker, herunder hundredvis af berømtheder, har underskrevet et protestpapir mod forslaget.

Folkeafstemningen kommer, mens mange europæiske lande strammer reglerne for migranter og flygtninge, som der ankom flere end en million af til EU sidste år.

Ved parlamentsvalget i Schweiz sidste år skete et højreskred. Det højrenationale Schweizisk Folkeparti, SVP, fik så stor opbakning, at partiet kom til at sidde på 65 af parlamentets 200 mandater. Inden valget havde partiet 11 mandater.

Dermed blev partiet alpenationens største parti.

Politiske iagttagere og kommentatorer sagde dengang, at tilstrømningen af migranter og flygtninge til Europa fra blandt andet Mellemøsten og Afrika havde sendt vælgerne i armene på SVP.

I Schweiz har man et særligt direkte demokrati. Det betyder, at befolkningen skal være med til at bestemme så meget som muligt igennem folkeafstemninger. Der afholdes derfor mange af slagsen i landet.

/ritzau/