'Se aberne i Afrikaland': Djurs Sommerland hængt ud som racister

Skrevet af Morten Larsen

25/06/2015

Mest læste i dag

Den populære forlystelsespark anklages nu for at have en række racistiske forlystelser.

For er det okay at kalde sin karrussel for 'Hottentot Karrusellen' og luftskibene for 'Kannibal Gryderne'?

Svaret er nej, hvis man spørger Josef Nielsen, formand for African Empowerment Center Denmark.

I samarbejde med Everyday Racism Project DK har han nu startet en underskriftsindsamling for at få Djurs Sommerland til at genoverveje hele den del af parken, der går under navnet 'Afrikaland'.

De afrikansk inspirerede forlystelser er ifølge initiativtagerne til indsamlingen af underskrifter både 'ekstremt daterede' og 'karikaturer af afrikanske stammefolk og stereotyper'.

Læs også: Tivoli laver vanvittigt forlystelses-marathon, og vinderen kan stikke af med en vild præmie

Indtil videre har tæt på 1000 mennesker skrevet under, mens Djurs Sommerland selv har haft travlt med at slette alle kommentarer på forlystelsesparkens facebook-side.

På det sociale medie forklarer Djurs Sommerland, at de ikke har til hensigt at støde nogen med deres afrikanske tema i parken, hvor en forlystelse lokker med et skilt med påskriften 'Se aberne i Afrikaland'.

'Vi læser og hører kritikken, selvom opslagene slettes' lyder det i et opslag fra sommerlandet med henvisning til de mange anklager om racisme, der er blevet bragt i kommentarfelterne på facebook-siden.

Forlystelsesparken skriver intet om, hvorvidt man i fremtiden også kan besøge 'Afrikaland' på Djursland.

Følg Dagens Mærkelige Nyheder for flere lignende artikler: