Hvis du er en af dem der har et kæmpe græskar liggende i haven, så er det måske en idé at smide det på en trailer og køre det til København.
I hvert fald er der DM i græskar den 13. oktober, og det finder sted i Tivoli i København.
Der er mere præcist tale om DM i kæmpegræskar, og den tidligere mester, medarrangør og græskarekspert, Erik Lund, er spændt.
- Det bliver spændende, at se om vi overhovedet får nogle græskar ind i år. Det har været en elendig sommer for græskardyrkerne og mange græskar er rådnet op. Jeg håber derfor, at der er nogle kæmpegræskar derude, der har overlevet på trods af den elendige og våde sommer.
- Jeg har tidligere på sommeren hørt, at der er et par stykker på Sydsjælland der er oppe i super sværvægtsklassen, men Nordjylland plejer også at være leveringsdygtig med en enkelt, siger han.
Og his Tivoli er man simpelthen bange for, at der måske slet ikke er så store græskar derude i år.
- Der er frygt for, at DM i kæmpegræskar i år bliver en blandet fornøjelse, hvis sommeren har gjort kål på de største græskar, men uanset hvad afvikles DM i kæmpegræskar, da græskar i 120 kiloklassen stadig er meget betagende at se på. Den elendige sommer har ifølge vores tilbagemeldinger fra græskaravlerne smadret mange drømme om at fremavle store græskar. Håbet er at nogen af græskaravlere har overset et kæmpegræskar eller to på marken. Konkurrencen har aldrig tidligere været så åben, siger pressechef Torben Plank.
Sidste år kunne en lidt skuffet Ivar Lund fra Hjørring i Nordjylland fejre sejren med et græskar på 288,2 kilo. Vinderen var lidt skuffet fordi han havde sat næsen op efter at slå den gamle danmarksrekord på 335 kilo.
Men 288, 2 kilo er nu heller ikke at kimse af og der er ingen tvivl om at vinder græskaret fra 2011 var det hidtil største nogensinde set i Danmark, bare ikke vægtmæssigt.
Nogle af Danmarks ypperste kæmpegræskar avlere fra hele Danmark kommer til Tivoli for at dyste om, hvem der i år har kunnet fremavle årets største græskar. Tilbage i 2008 løb Erik Lund selv af med sejren og æren efter at have fremelsket et græskar på 335 kilo, hvilket stadig er danmarksrekord.
Om rekorden bliver overgået i år skal man vist være superoptimist, men synet af de store græskar er respektindgydende. De mange deltagende græskar bliver vejet og udstillet ved boblespringvandet foran NIMB og kan ses i hele efterårsferien samt i uge 43.
Hvis du har et kæmpegræskar, så tilmeld dig DM for kæmpegræskar på www.xlg.dk hvor du kan læse om konkurrencebetingelserne.
God fornøjelse - og send da gerne dine billeder af dit kæmpegræskar til os på redaktion@dagens.dk.