Se billederne: 30.000 mindes ofre i København

Skrevet af admin

16/02/2015
Foto: Polfoto

Mest læste i dag

Tusindvis af danskere strømmede mandag aften til Krudttønden på Østerbro i København for at deltage i mindehøjtideligheden for ofrene for weekendens skudattentater.

- Der er rigtig mange mennesker, og det er en meget højtidelig manifestation, siger Københavns Politis pressetalsmand Henrik Møller Jakobsen.

Ved arrangementets begyndelse klokken 20 mandag aften skønner Københavns Politi, at 30.000 mennesker deltager. Blandt de fremmødte er kronprins Frederik og adskillige medlemmer af regering og folketing.

Blandt deltagerne er også en stor gruppe mennesker, som er gået i samlet trop hele vejen fra synagogen i Krystalgade i Københavns indre by. Politiet skønner, at omkring 500 gik med i dette optog.

Det er samtlige partier i Københavns Borgerrepræsentation, der står bag mindehøjtideligheden, hvor blandt andre statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) taler, og hvor adskillige musikere optræder.

Også politiet er massivt til stede for at passe på de mange prominente deltagere og de mange helt almindelige mennesker, der vil vise deres respekt efter skudattentaterne.

- Vi er massivt til stede, lige som vi også er det andre steder i byen, siger Henrik Møller Jakobsen.

/ritzau/