Se billederne: Thorning-selfie med Obama går viralt på nettet

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Den amerikanske præsident, Barack Obama, har naturligt nok været genstand for masser af opmærksomhed ved tirsdagens mindehøjtidelighed i Sydafrika for tidligere præsident Nelson Mandela.

Men hvem er den blonde kvinde ved hans side?

Er det skuespillerinden Cameron Diaz, som nogle af dem, der har delt billeder på det sociale medie twitter gætter på?

Eller er det mon, som det står i følgeteksten til et af dagens mest retweetede billeder, "en uidentificeret embedsmand", der sidder storgrinende mellem USA's præsident Barack Obama og den britiske premierminister David Cameron og tager et "selfie" med sin mobiltelefon?

Og hvorfor synes den amerikanske præsidentfrue, Michelle Obama, ude på sidelinjen at være den eneste, der har lagt ansigtet i begravelsesfolder - selv da hun bytter plads med præsidenten og kommer til selv at sidde ved siden af den glade kvinde?

Flere forskellige billeder af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siddende til højre for præsident Obama på Soccer City Stadium i Soweto har tirsdagen igennem været flittigt delt og kommenteret på twitter.

Og det er altså ikke alle ude i verden, der ved, hvem hun er.

Billedredaktøren fra fotobureauet Getty Images i Sydafrika, der står bag det, hvor britiske Cameron et øjeblik er rykket ind på Thornings højre hånd, forsikrer Ritzau om, at Getty i hvert fald ikke har været i tvivl.

- Nej, nej, her står, at det er USA's præsident Obama, Storbritanniens premierminister David Cameron og den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, siger en leende billedredaktør, der dog kløjs lidt i det danske navn.

Den amerikanske avis USA Today er en af flere, der har valgt at bringe billedet af Obama, Cameron og Thorning på deres netavis med en bemærkning om, at det er uklart, hvis telefon, der bliver brugt til at tage billedet. Men at Obama af sikkerhedshensyn ikke har lov til at have en iPhone.

- Vi er ikke helt sikre på, hvem den sidste person på billedet er. AFP's billedtekst identificerer hende ikke. Men det ligner den danske premierminister Helle Thorning-Schmidt ganske meget, skriver USA Today.

Også det amerikanske radioprogram On the Media har lavet en historie om "Obamas begravelsesselfie" på deres hjemmeside, hvor de opfordrer "nogen" til at få skaffet det billede, der blev taget med mobiltelefonen.

/ritzau/