Se det bizarre spøgelsesmål: Hoffenheim kræver omkamp

Skrevet af admin

19/10/2013

Dagens topnyheder

Bølgerne går fortsat højt i Bundesliga-klubben Hoffenheim, efter at holdet blev offer for en bizar dommerafgørelse i 1-2-nederlaget til Leverkusen fredag aften.

Stefan Kiesslings hovedstød, der gav gæsterne en 2-0-føring, gik nemlig forbi stolpen, inden bolden endte i mål gennem et hul i nettet.

Dommer Felix Brych anerkendte alligevel scoringen, og nu mener Hoffenheim, at det tyske fodboldforbund (DFB) skal dekretere omkamp for at rette op på uretfærdigheden.

- Det er en skandale. Vi protesterer selvfølgelig. Det var ikke et mål, og det kan der ikke være to meninger om, siger sportslig leder Alexander Rosen.

Træner Markus Gisdol mener, at episoden er et bevis på, at Bundesligaen skal indføre videoafgørelser i kampene.

- I sidste ende må retfærdigheden sejre. Jeg tror, at vi vil se en omkamp. Jeg har længe været tilhænger af videobeviser. Det tager jo ikke to timer, men to-tre sekunder, siger Makus Gisdol ifølge Kicker.

- Fodbold er efterhånden så stort, at man må kunne finde ud af at have sådan et system i målet. Vi er jo ikke i det femte århundrede længere, lyder det fra Markus Gisdol.

Det tyske fodboldforbund (DFB) siger til det tyske nyhedsbureau dpa, at man er i gang med at undersøge hændelsen, og at der vil komme en udmelding i løbet af lørdagen.

I 1994 oplevede tysk fodbold en meget lignende situation, da Bayern Münchens Thomas Helmers forbier mod Nürnberg blev registreret som en scoring. Ved den lejlighed måtte de to hold spille en ny kamp.

Det er dog ifølge tyske medier langt fra sikkert, at det ender sådan denne gang, fordi praksis har ændret sig siden.

Foreløbig står Leverkusen altså med tre vigtige point efter sejren, mens dommer Felix Brych har en dårlig smag i munden.

- Jeg havde en lille tvivl, men spillernes reaktioner var entydige. Der var ingen tegn på, at målet ikke var i orden. Jeg talte med Kiessling, men heller ikke han fortalte, at der ikke var mål, siger Felix Brych.

/ritzau/

SE 'MÅLET' HER: