Se resultatet: Sådan gik valget i resten af EU

Skrevet af admin

26/05/2014

Dagens topnyheder

* Frankrig:

- Front National med Marine Le Pen som frontfigur mere end tredobler sit stemmetal fra 2009 og tager 25 procent. Dermed sætter partiet sig på omkring en tredjedel af landets 74 sæder i EU-Parlamentet.

- Præsident François Hollandes socialistparti får et skidt valg med kun 13,98 procent af stemmerne, og præsidenten holder mandag krisemøde med sine ministre.

* Grækenland:

- Landets store oppositionsparti Syriza får flest stemmer med 26,6 procent. Det konservative regeringsparti Nyt Demokrati får 22,7 procent.

- Gyldent Daggry, der er blevet beskyldt for at være nynazistisk, kommer for første gang i EU-Parlamentet med tre mandater.

* Italien:

- Italiens Demokratiske Parti med premierminister Matteo Renzi i spidsen fra centrum-venstrefløjen tager sejren med 40,8 procent af stemmerne. Komikeren Beppe Grillo og hans EU-skeptiske Femstjernebevægelsen får 21,1 procent.

- Silvio Berlusconis parti Forza Italia ender på en tredjeplads med knap 16,8 procent.

* Holland:

- Geert Wilders' EU-skeptiske Frihedsparti kommer ind på en delt tredjeplads med 13,2 procent af stemmerne, men har tabt omkring 3,5 procentpoint i forhold til valget til EU-Parlamentet i 2009. Partiet bevarer sine fire mandater i EU-Parlamentet.

- Det venstreliberale D66 bliver størst og får fem pladser i parlamentet.

* Spanien:

- Spaniens to største partier - det konservative regeringsparti Partido Popular og Socialistpartiet - får begge smæk af vælgerne. Partido Popular får 16 af de 54 pladser i parlamentet. Det er en tilbagegang fra de 24 pladser, partiet har i øjeblikket. Socialisterne går fra 23 til 14 pladser.

- Socialisternes leder, Alfredo Rubalcaba, meddeler mandag, at han vil træde tilbage efter vælgerlussingen.

* Storbritannien:

- Det britiske EU-modstanderparti United Kingdom Independence Party (Ukip) med den farverige formand Nigel Farage går kraftigt frem og bliver det største britiske parti i EU-Parlamentet.

- Oppositionspartiet Labour bliver nummer to, mens premierminister David Camerons konservative parti bliver nummer tre.

* Sverige:

- Det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna får 9,7 procent af stemmerne og kommer for første gang i parlamentet.

- Feministisk Initiativ med Vänsterpartiets tidligere leder Gudrun Schyman i spidsen får 5,3 procent af stemmerne og får én plads i EU-Parlamentet.

- Statsminister Fredrik Reinfeldt får en vælgerlussing, da hans liberal-konservative parti Moderaterna får 13,6 procent. Ved det seneste valg i 2009 fik Moderaterna 18,8 procent.

- De mest populære blandt Sveriges vælgere er Socialdemokraterne med 24,4 procent og Miljöpartiet, der går frem fra 11 procent i 2009 til 15,3 procent.

* Tyskland:

- De tyske regeringspartier går takket være en fremgang på 6,5 procentpoint til socialdemokraterne i SPD samlet set frem. Forbundskansler Angela Merkels CDU/CSU går tilbage, fordi CDU's bayriske søsterparti CSU har tabt terræn efter euroskeptisk valgkamp.

- Euroskeptikerne i Alternative für Deutschland får et godt første valg med syv procent af stemmerne, og nu, da spærregrænsen ved EU-valg er væk i Tyskland, har i alt 13 partier opnået valg.

Kilder: Reuters, AFP, dpa.

/ritzau/