Sejr over Ukraine vil sikre håndboldkvinder EM-billet

Skrevet af admin

03/06/2014

Dagens topnyheder

Spiller det danske kvindelandshold sig til en sejr i EM-kvalifikationskampen mod Ukraine på onsdag, sikrer kvindelandsholdet sig også deltagelse ved det kommende EM i Ungarn og Kroatien til december.

Danmark ligger inden kampen i front i EM-kvalifikationsgruppe 1 med seks point sammen med Østrig, mens Ukraine er nede på en tredjeplads med kun 2 point.

De to bedste hold går videre til slutrunden, og derfor vil de ukrainske kvinder med sikkerhed kæmpe indædt, mener danskernes landstræner, Jan Pytlick.

- Jeg forventer, at det bliver en svær kamp. Det er sidste udkald for Ukraine, hvis de skal spille sig til EM, og jeg tror, de kommer med alt, hvad de har, siger Pytlick til Dansk Håndboldforbunds (DHF) hjemmeside.

- Næsten hele deres hold spiller i den bedste russiske liga, og grundet den svære politiske situation i landet er jeg sikker på, at de kæmper ekstra meget med hjertet, fortsætter han.

Ved sidste møde, som også var i EM-kvalifikationens gruppespil, vandt danskerne kun med to mål i difference - nemlig 28-26 - selvom de var stort foran det meste af kampen.

- Vi spillede dem ud af banen i begyndelsen, men Ukraine greb chancen, da vi mistede fokus. Jeg synes, de gjorde en flot indsats i Danmark, men hvis vi kan bevare koncentrationen over 60 minutter, slår vi dem, lyder det fra Jan Pytlick.

Danmark har vundet tre ud af tre kampe i gruppen indtil videre, mens Ukraine kun har vundet en enkelt kamp ud af tre i gruppespillet.

Danmark spiller desuden mod Østrig i Wien på lørdag og på hjemmebane i Roskilde Kongres- og Idrætscenter søndag 15. juni.

Onsdagens returkamp mod Ukraine bliver spillet i Slovakiet på grund af den kritiske situation i Ukraine. Det er kampstart klokken 17.00.

/ritzau/