Sejr sender Schalke 04 på Champions League-kurs

Skrevet af admin

06/02/2015

Mest læste i dag

Schalke 04 hopper op på Bundesligaens tredjeplads, der giver adgang til Champions Leagues gruppespil.

Det sker efter en uhyre vigtig 1-0-sejr over Borussia Mönchengladbach hjemme på et udsolgt Veltins-Arena.

Schalke-træner Roberto Di Matteo har stor grund til at glæde sig over sejren, der kom over en direkte konkurrent til Champions League-pladsen. Inden kampen var det nemlig gæsterne, der sad på den vigtige tredjeplads.

Fredagens enlige mål i en uskøn kamp faldt allerede efter 10 minutters spil.

Tårnhøje Jan Kirchhoff erobrede bolden foran Mönchengladbachs straffesparkfelt. Han kiggede bredt og afleverede bolden til en fri Kevin-Prince Boateng.

Den tyskfødte ghaneser sendte et knivskarpt indlæg mod forreste stolpe, og her dukkede Tranquillo Barnetta op og sendte bolden i mål. Det var schweizerens tredje ligamål i sæsonen.

Om det var kampens vigtighed, der gjorde udslaget, er ikke til at sige, men resten af kampen forblev alt andet end chancerig.

Schalke sled hårdt og kæmpede for hvert et græsstrå, og på trods af periodevist stort spilovertag til gæsterne, så lykkedes det ikke at komme frem til store muligheder.

Både Pierre Emile Højbjergs Augsburg og Bayer Leverkusen har mulighed for at overhale Schalke i løbet af weekenden.

Augsburg møder Eintracht Frankfurt på hjemmebane, mens Leverkusen skal en tur mod nord for at møde Jannik Vestergaard og Werder Bremen.

/ritzau/