Seks betjente dræbt under ildkamp i Tunesien

Skrevet af admin

23/10/2013

Mest læste i dag

Blodige sammenstød i det centrale Tunesien har onsdag kostet seks politibetjente livet, beretter hospitalskilder til statslige medier.

En kilde fortæller til nyhedsbureauet TAP, at betjentene mistede livet i kampe i Sidi Ali Ben Aoun, efter at den nationale garde havde stormet et hus med militante.

En magtfuld fagforening (UGTT) i landet har indkaldt til strejke i Sidi Bouzid torsdag som følge af drabet på sikkerhedsstyrkerne.

Indenrigsministeriet meddelte tidligere onsdag, at to andre ligeledes blev dræbt under ildkampen.

Flere kilder melder ifølge nyhedsbureauet AFP, at den bevæbnede gruppe fortsat er på fri fod.

I sidste uge blev to politifolk dræbt i Beja-regionen, 100 kilometer vest for hovedstaden Tunis, under lignende omstændigheder.

Efterfølgende blev ni militante dræbt i jagten på at finde de skyldige i det dobbelte politidrab.

Tunesien har oplevet en bølge af blodige angreb, siden den tidligere præsident Zine el-Abedine Ben Ali flygtede under revolutionen i 2011.

/ritzau/AFP