Seks danske campingpladser blandt Europas bedste

Skrevet af Elo Christoffersen

12/01/2013

Mest læste i dag

Seks danske campingpladser er blandt de bedste i Europa.

Emmerbølle Strand Camping (Tranekær), Hvidbjerg Strand Feriepark (Blåvand), Jambo Feriepark (Saltum), Kattegat Strand Camping (Hadsund), Klim Strand Camping (Fjerritslev) og TopCamp Feddet (Faxe) er blevet hædret med BestCamping af ADAC og ANWB.

BestCamping er ADAC og ANWBs nye hædersbetegnelse for de bedste europæiske campingpladser og afløser bl.a. den tidligere udnævnelse til Superplatz. I lighed med tidligere fastholder Danmark sin position som det absolut bedste nordiske campingland, da der kun er udnævnt en BestCamping i det øvrige Norden, og det er en campingplads i Sverige.

- Udnævnelsen af de seks danske campingpladser til BestCamping viser, at Danmark fortsat er med i den europæiske top.  Vi er blandt de lande i Europa, der har det højeste antal BestCamping i forhold til landets samlede antal campingpladser. siger direktør i Campingrådet Poul Fejer Christiansen.

Betegnelsen BestCamping svarer til restauranternes Michelin stjerner. Det er derfor af stor betydning, når en campingplads bliver udnævnt til BestCamping af ADAC og ANWB.

ADAC og ANWB har også uddelt en række priser til campingpladser, der har gjort en særlig indsats eller kan tilbyde noget helt ekstraordinært.  Hvidbjerg Strand Feriepark blev i den forbindelse udnævnt til en af de tre mest komfortable wellness campingpladser i Europa.