Seks lande melder sig til Natos nye spydspids

Skrevet af admin

05/02/2015

Dagens topnyheder

Seks Nato-lande - Frankrig, Tyskland, Italien, Polen, Spanien og Storbritannien - har meldt sig som de første lande, der i løbet af de kommende år vil stå i spidsen for et nyt Nato brandkorps på europæisk jord.

Det oplyser generalsekretær Jens Stoltenberg ved afslutningen af Natos forsvarsministermøde torsdag i Bruxelles.

- Det har været en dag med stor inspiration for mig, fordi jeg har set 28 allierede optræde samlet. Vi realiserer vores plan, siger Stoltenberg.

- Denne styrke er en vigtig forstærkning af vores kollektive forsvar, siger han.

Det nye brandkorps - også kendt som Natos spydspids eller under forkortelsen VJTF - skal gøre Nato i stand til at reagere hurtigere på trusler mod Natos territorium i Europa.

Der bliver ikke tale om en stående styrke, men om soldater, der er i så højt beredskab, at de første af dem kan rykke ud med bare to til tre døgns varsel.

Det drejer sig om 5000 soldater, som er blevet kaldt spydspidsen.

Hele brandkorpset skal kunne komme op på 30.000 mand, hvoraf resten har en noget længere reaktionstid.

Beredskabsplanen, der politisk blev vedtaget på et Nato-topmøde sidste efterår, skal tilpasse den vestlige forsvarsalliance til udfordringerne fra Rusland mod øst og uroligheder i Mellemøsten.

- Vi har ikke luksussen til kun at adressere en af udfordringerne. Vi skal være i stand til at adressere begge, påpeger Stoltenberg.

Generalsekretæren kom i samme omgang med en opfordring til Rusland.

- Nato og alle allierede støtter en fredelig løsning på krisen i Ukraine.

- Jeg opfordrer Rusland til at gøre en oprigtig indsats for at finde en fredelig løsning - det inkluderer at respektere en våbenhvile, siger han.

Hvordan beredskabsplanen skal finansieres bliver besluttet på et Nato-forsvarsministermøde til juni.

Det er til gengæld besluttet, at det skal være Tyskland, som skal stå i spidsen for brandkorpset i 2015. I 2016 bliver det Spanien og i 2017 Storbritannien.

/ritzau/