Seks måneder efter mor til to forsvandt: Nu graver politiet efter liget

Skrevet af Kirstine Petersen

11/04/2016

Dagens topnyheder

Den 10. oktober sidste år forsvandt den 34-årige småbørnsmor til to, Hediga Morad pludseligt. Kvinden har ikke givet livstegn fra sig, siden hun tog toget fra Vejle og overnattede hos sin eksmand fra den 9. oktober til den 10. oktober sidste efterår.

Politiet formoder, at Hediga er myrdet og har derfor anholdt og varetægtsfængslet Hedigas eksmand i sagen - en 40-årig mand fra Vordingborg.

Han nægter sig skyldig og har dermed ikke bidraget med oplysninger i sagen, der kan pege i retning af, hvor liget skulle være.

Nu har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dog nye spor at gå efter i sagen, og i sidste uge gravede de dermed efter Hedigas lig i et skovområde ved Liselund på Møn. 

- Det er et led i efterforskningen, hvor nogle vidner har set en bil, der svarer til eksmandens bil i nogle skovområder. Det er en bil, der ikke er så mange af, så derfor undersøger vi de muligheder, der er, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen til Dagens.dk.

Graveriet førte dog ikke umiddelbart til noget, fortæller Søren Ravn-Nielsen, der er tilbageholdende med flere oplysninger i sagen, fordi den føres for lukkede døre:

- Vi har stadig ikke fundet hende eller noget bevismaterialer, og vi går ikke ud med flere fakta lige nu. Vi arbejder fortsat på at klarlægge, hvad der er hændt hende. I mellemtiden tager de sociale myndigheder hånd om hendes børn, uddyber han. 

Eksmanden er varetægtsfængslet indtil den 28. april og sidder pt i et arresthus. Hvad der sker til den tid, hvis politiet ikke finder flere oplysninger, kan vicepolitiinspektøren ikke vurdere på nuværende tidspunkt. 

- Vi vurderer beviserne, når vi nærmere os datoen, siger han. 

Eksmanden har tidligere forklaret, at Hediga Morad overnattede sammen med deres to børn hos ham, og at hun forsvandt, mens han var ude at handle om formiddagen den 10. oktober.

Efterfølgende har hendes færden været et mysterium.

- Vi er derfor stadig interesseret i oplysninger, hvis der er nogen, der har viden om sagen, tilføjer Søren Ravn-Nielsen.

Læs også: Ung mor til to er forsvundet på femte uge: Det er dybt bekymrende

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: