Senatet forhindrer forsøg på at give Iran-aftale dødsstød

Skrevet af admin

11/09/2015

Dagens topnyheder

Republikanerne i det amerikanske senat havde håbet, at atomaftalen med Iran kunne rives i stykker efter en afstemning i forsamlingen torsdag.

Men den gik ikke.

Det republikanske forslag om at give aftalen dødsstødet fik ikke flertal i Senatet, da 42 demokrater og uafhængige medlemmer stemte imod, skriver Reuters. Republikanerne havde brug for 60 ja-stemmer blandt de 100 medlemmer, men kun 58 sagde god for forslaget.

Præsident Barack Obama er ikke overraskende glad for resultatet.

- Denne afstemning er en sejr for diplomatiet, for den nationale sikkerhed i USA og for sikkerhed i hele verden, siger præsidenten i en skriftlig udtalelse ifølge dpa.

Han takker samtidig politikerne for deres støtte til aftalen og lover at begynde på implementeringen af aftalen, der skal forhindre Iran i at udvikle atomvåben.

Barack Obama sikrede sig i sidste uge tilstrækkeligt med opbakning til at undgå, at den amerikanske kongres blokerer for den historiske atomaftale med Iran, der blev indgået i juli.

Det skete, da den demokratiske senator Barbara Mikulski blev den 34. senator, der har udtrykt støtte til aftalen.

Atomaftalen blev indgået mellem Iran og de fem faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland.

Kongressen kan vedtage en resolution imod aftalen. Republikanerne har flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus og kan stemme resolutionen igennem, men Obama vil i givet fald nedlægge veto mod den.

Senest 17. september skal en sådan resolution være vedtaget.

Republikanerne kan kun ophæve et veto fra præsidenten, hvis de kan samle to tredjedele af Senatets 100 medlemmer bag sig.

/ritzau/