Et mål på straffespark fire minutter inde i dommerens tillægsminutter sørgede lørdag for, at AS Roma måtte se tre point blive til et i udekampen mod Torino i Serie A.
Hjemmeholdets indskiftede Maxi Lopez sørgede for 1-1-udligningen, og dermed er Roma uden sejr i tre ligakampe på stribe.
Syv minutter før tid havde Miralem Pjanic ellers bragt gæsterne foran direkte på frispark.
Her så Torino-målmand Daniele Padelli ikke alt for heldig ud, da han gik ud af sit mål og blev snydt af skuddet.
Roma ligger nummer fire i Serie A med 28 point for 15 kampe. Inter topper ligaen med 33 point efter en 1-0-sejr over Genoa. Napoli følger efter med 31 point for 14 kampe.
Torino har 22 point for 15 kampe og ligger nummer otte.
/ritzau/